
Kronborg om styrbord
Hvis I har lyst til en historisk sejltur, tilbyder jeg at vi sammen kan sejle en tur til Helsingør med Kronborg om bagbord og hjem dagen efter med Kronborg om styrbord. Det er det de gamle sømænd taler om, bortset fra at der kunne gå år i gamle dage, før man igen fik Kronborg om styrbord.
Undervejs lover jeg at lære jer alt hvad jeg ved om at sejle. Det er derfor ikke nødvendigt med sejlererfaring, bare man har lysten til at opleve noget nyt.
Der er også tid til at besøge museet for søfart og eller Kronborg slot inden vi sejler hjem igen.
Vi mødes på vedbæk havn kl 9.00 (Der er mulighed for at blive hentet på Vedbæk station)
Efter introduktion til båden og et sikkerheds-brief sejler vi afsted mod nord.
Vi besøger en af de hyggelige havne undervejs og spiser vores frokost. Jeg vil foreslå at hver deltager medbringer sin egen frokost. Der er køleskab og køkken ombord, hvor det er muligt at opbevare mad og drikke koldt.
Når vi om eftermiddagen når til Helsingør, er der landlov og besætningen bestemmer selv programmet. Der er masser af seværdigheder, restauranter og sømands-værtshuse.
Der er plads til 6 sovende ombord på båden. Skipper sover ikke ombord, så I har båden for jer selv.
Lørdag kl 13.00 kaster vi los og får en fin sejltur tilbage til Vedbæk havn. Nu med Kronborg om styrbord.
Turen slutter et sted mellem 17 og 20 alt efter vind og vejr.
God vind!
Skipper Frederik